Scenarie 3: Det biobaserede samfund

Scenarie 3 Det biobaserede samfund

Se animationsfilmen om scenarie 3: Det biobaserede samfund

I scenariet for ’Det biobaserede samfund’ er hovedmålsætningen, at landbruget ikke alene producerer fødevarer men også leverer råvarer til produktion af energi og fornybare materialer.  Delmålsætningerne i scenariet er:

  • Høj produktion af energiafgrøder og råvarer til industrien
  • Effektiv og højteknologisk udnyttelse af biomasse
  • Maksimal recirkulation af næringsstoffer

Fortællingen om det biobaserede samfund
Landbruget tilgodeser det stigende behov for energi og materialer, som ikke er baseret på olie og kul. Biomasse i form af halm og flerårige afgrøder som pil og græs udnyttes til dette formål. Biomassen produceres bæredygtigt, således at jorden bevarer sin dyrkningsegnethed og at behovet for brug af gødningsstoffer ikke øges. Endvidere tilstræbes det at udnytte biomassen effektivt, ved at gøre brug af alle dens bestanddele og ved at anvende den, hvor den skaber størst værdi.

Der er afsat store arealer til flerårige energiafgrøder. En stor del af halmen fjernes fra markerne, hvor dette er foreneligt med opretholdelse af jordens humusindhold. Vedvarende græsarealer anvendes primært til slæt frem for græsning. Mængden af græs maksimeres, bl.a. ved brug af flere slæt per år. Den høstede biomasse anvendes i bioraffinaderier til produktion af flydende biobrændsler, biogas, stoffer til brug for fremstilling af bioplast og biofibre, foder og næringssalte. Biogas produktionen baseres på biomasse-beriget gylle.

Der er udviklet ny teknologi og viden både hvad angår typer af afgrøder, dyrkningssystemer, høstmetoder og forarbejdning af råvarer. Der er udviklet dyrkningssystemer med afgrøder med længere vækstsæson eller dobbeltafgrøder i den enkelte vækstsæson. Der er også udviklet teknologi, der muliggør fremstilling af foder fra visse biomasse fraktioner, således at omstillingen fra foder til biomasse produktion ikke betyder en tilsvarende øget import af foder. Biomassens indhold af næringssalte genindvindes i en form, der tilgodeser genbrug i landbruget. Teknologien til konvertering af biomasse er biokemisk eller fysisk/termisk.

De høje krav til produktivitet og effektiv ressource-udnyttelse betyder specialisering og stordrift. Landmænd specialiserer sig i udvalgte afgrøder og dyrkningssystemer og betragter i stigende grad sig selv som leverandører til en forarbejdningsindustri. Der er et tæt samarbejde mellem landmanden og bioraffinaderiet, der både er aftager og leverandør til landbruget. Der er således gode muligheder for etablering af nye forretningsmodeller, hvor landmænd går sammen om at drive bioraffinaderier.