Vores vandmiljø har det skidt, og vi er tvunget til at gøre noget ved det – det kan ingen være i tvivl om. Men fra dele af landbrugets side sættes der spørgsmålstegn ved, hvor stor en rolle dansk landbrug spiller i forureningen. Det hævdes, at vandplanerne er unødvendige, fordi forureningen af vandmiljøet kommer fra udlandet.  Det så vi bl. a. i indlæg i JP 29/ 12 fra Jens Peter Aggesen, Agerskovgruppen.

Men vandplanerne laves for at forbedre hele det danske vandmiljø – grundvand, vandløb, søer og vores fjorde. For fjordene er den danske andel af kvælstof-tilførslerne fra 80 og op til næsten 100 pct. For Kattegat og Bælthavet er det bedste skøn, at dansk landbrug bidrager med 16 pct. af det biotilgængelige kvælstof – dvs. det kvælstof, som giver algevækst og skaber miljøproblemer.

Skagerrak kommer med 25 pct. og Østersøen med 29 pct. Resten kommer fra andre lande. Et dansk kvælstof-bidrag på 16 pct. lyder ikke af meget. Men vi er alligevel nødt til at reducere landbrugets bidrag for at redde vores fjorde.

Samtidig har hele Østersøen behov for markante reduktioner – det følger af Helsinki-konventionen og det kommende Havstrategi-direktiv. Det er både politisk og etisk umuligt at forestille sig, at Danmark ikke skal bære sin del af denne reduktion – selvom vores andel er beskeden. Vi er trods alt dem, som har bedst råd.

Ramaskriget i 1987

Dernæst er det værd at overveje, om det er så slemt for landbruget at blive nødt til at udnytte kvælstof mere effektivt. Da vi startede på vandmiljøplanerne i 1987, lød der ramaskrig fra landbruget – at det ville ødelægge dansk landbrug.

I dag er landbruget stolt af, at det har halveret brug af kunstgødning ved at udnytte husdyrgødningen mere effektivt. Var det ikke værd at overveje nye effektiviseringer, som landmændene om 10 og 20 år kan være stolte af at have gennemført? Og som vil forbedre dansk landbrugs konkurrencestilling ift. andre lande.

Et relevant problem

Jens Peter Aggesen påpegede et relevant problem, nemlig at dansk landbrug importerer store mængder soja, især til vores svin, og at denne soja dyrkes på en måde, der ødelægger miljøet på store arealer i Sydamerika. Han hævdede også, at denne import skyldes, at vi høster for lidt protein med vores afgrøder, og at det skyldes stram lovgivning, hvor vi tillader for lille kvælstoftildeling.

Men selv om vi tillod at gøde med mere kvælstof på danske afgrøder – til skade for vandmiljøet – ville det ikke batte ret meget i forhold til mængden af soja, vi importerer. I stedet kunne vi satse på at dyrke flere bælgplanter, som henter kvælstof fra luften og ikke forurener vandmiljøet nær så meget, som hvis man øger kvælstofgødningen til korn. Det ville kunne erstatte en del af sojaimporten.

En anden del af debatten om vandplaner, som JPA også behandler, er, at en ændret vandløbsvedligeholdelse kan give problemer med vand på markerne. Problemet opstår bl. a., fordi man dyrker marker, som ikke egner sig til omdrift, dvs. pløjning og dyrkning.

Mange af den type arealer blev inddraget i produktionen i 1990′ erne for at skaffe arealer til spredning af gylle, så harmonikravene kunne opfyldes. Måske var det en fejl, og de sårbare jorde burde i stedet tages ud af omdrift. Det ville samtidig give os alle tiders chance for at få mere natur.

Denne natur skal plejes, og her kan ligge et nyt indtægtsgrundlag for landbruget. Vi behøver således ikke at vælge mellem landmænd og natur. Der er fin plads til begge. Men det koster mange penge i erstatninger ved udtagning af jord. Og det er især blevet dyrere pga. den spekulation i stigende jordpriser, som vi så op til finanskrisen, og i forbindelse med at man tog marginale jorde ind i omdrift. Men det er ikke et argument for at lade stå til.

Og heldigvis opretter staten nu en naturfond til dette formål.