Nye visioner og udstikning af pejlemærker for fremtidens landbrug indgår i forskningsprojekt, som har deltagelse fra AU. Forskerne skal blandt andet udvikle avancerede GIS-modeller, der kobler miljø, økonomi og sociale forhold.
18.10.2012 | Søren Tobberup Hansen, Aarhus Universitet
Ved brug af modelbaserede analyser vil forskere fra Aarhus Universitet i et nyt forskningsprojekt komme med scenarier og analyser for fremtidens landbrug i Danmark, men også på europæisk plan.
Landbruget er presset på mange fronter. En økonomisk krise har hjemsøgt erhvervet de senere år og tynget gældsposterne. Imens øges miljøkravene til landbruget, og samtidig er landmændene udset til en nøglerolle i bestræbelserne på at sikre mere energi og mere mad til en hastigt voksende befolkning.
Det stiller landbruget over for mange udfordringer, og derfor er det vigtigt at gøre sig nogle tanker om strukturerne og mulige rammer for fremtidens landbrug, ikke mindst set i lyset af, at der også står en kommende reform af EU’s landbrugspolitik for døren. Det forsøger forskere ved Aarhus og Københavns Universiteter samt Det Økologiske Råd at afdække i forskningsprojektet ”The Future of Agriculture: Scenarios for Sustainable Farming in Denmark”, som har modtaget støtte fra Velux Fonden.
Ved brug af modelbaserede analyser vil forskere fra Aarhus Universitet komme med scenarier og analyser for fremtidens landbrug i Danmark, men også på europæisk plan.
Modellerne medtænker miljøforhold, økonomi og sociale forhold i forhold til et fremtidigt bæredygtigt landbrug.
– De geografiske strukturer i landbruget er vigtige at inddrage, når man opstiller scenarier for udviklingen af landbruget. Geografien har også økonomiske og miljømæssige effekter, forklarer seniorforsker Tommy Dalgaard fra Aarhus Universitet og fortsætter:
– Geografien er særlig vigtig at medtænke, når det omhandler danske forhold. Danmark har en heterogen landbrugsstruktur, hvor de fleste af produktionsdyrene befinder sig i Jylland, mens kornproduktionen er koncentreret i den østlige del af landet, på nogle af de frugtbareste jorde.
Forskerne skal i samspil med de øvrige deltagere i projektet udvikle et brugbart værktøj for borgere, forskere, NGO’ere, landbrugsorganisationer og beslutningstagere, der kan hjælpe med at skabe nye visioner og mål for fremtidens landbrug.
– Gennem modelbaserede analyser vil vi beskrive udfordringerne for landbruget og give løsninger, der kan mindske belastningen på klima, natur og miljø. Samtidig tager modellerne og de data, vi kobler sammen, højde for en bæredygtig fødevareforsyning og energiproduktion. Endelig ønsker vi med projektet at bidrage til den fælles europæiske landbrugspolitik og implementeringen på nationalt plan, forklarer Tommy Dalgaard.
Forskningsprojektet ”The Future of Agriculture: Scenarios for Sustainable Farming in Denmark” løber frem til september 2015.