Fremtidens Landbrug med i finalen om EU-pris

Spillet Fremtidens Landbrug, som er udviklet af Det Økologiske Råd, blev kort før jul udvalgt som en af tre finalister blandt 146 ansøgere til EU’s landbrugskommunikationspris, “2014 CAP Communication Award.”

Fremtidens landbrug, der er et kombineret rolle- og computerspil om landbrug og miljø, er nomineret i kategorien Innovativ Kommunikation. En uafhængig jury af kommunikationseksperter har udvalgt tre finalister til hver af kategorierne: Kommunikation til parthavere, kommunikation til offentligheden og innovativ kommunikation.

Vinderne bliver udpeget ved en ceremoni i Bruxelles den 29. januar 2015. Kommunikationsmedarbejder Ulla Skovsbøl, spiludvikler Sune Palsgaard og pædagogisk konsulent Henrik Tuxen vil repræsentere Det Økologiske Råd i Bruxelles.

I januar vil mere information om finalisterne blive offentliggjort på CAP Communication Awards hjemmeside, hvor det bliver muligt for offentligheden at deltage i en afstemning om det mest innovative projekt. Projektet med de fleste offentlige stemmer vil modtage “2014 Special Prize of the Public”.

Du kan gå ind og stemme på din favorit til titlen her.